Sygdom er fraværende i den offentlige debat om den grønne omstilling af det danske husdyrbrug
Rebecca Rutt
Lektor, Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi, Københavns Universitet
Eva Emilie Eiberg Jørgensen
Kandidat i Naturforvaltning Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi (IFRO), Københavns Universitet
Den stigende trussel fra infektionssygdomme har fået forskere til at kalde vores tid for den pandemiske æra (1). Højpatogen fugleinfluenza er et eksempel på denne trussel og udgør en stigende pandemisk risiko for mennesker. Allerede nu har fugleinfluenza haft ødelæggende konsekvenser for mange fuglearter samt flere andre arter – både inden for og uden for landbrugsproduktionen (2-3).
Forskningen viser, at industriel dyreproduktion, karakteriseret ved høj dyretæthed, genetisk homogenitet og kronisk stress, skaber forhold, der muliggør patogen evolution og smittespredning – det, epidemiologer beskriver som ideelle amplifikationsmiljøer for virale og bakterielle patogener (1,4-5).
Det animalske landbrugs form og karakter bør derfor være en del af den offentlige og politiske debat om sygdomshåndtering og forebyggelse. Ligeledes bør sygdom indgå i de aktuelle diskussioner om omstilling af landbruget af klima- og miljøhensyn, som lige nu pågår i Danmark, hvor landbruget gennem årtier har fulgt en strukturel udvikling imod stigende intensivering. Mediernes dækning er vigtig at forstå, fordi den både afspejler og påvirker, hvad der foregår i offentligheden og på det politiske niveau (6).
Debatten om den grønne omstilling af landbruget i Danmark er præget af diskussioner om klimaforandringer, biodiversitet, lokale miljøpåvirkninger, dyrevelfærd og/eller erhvervsmæssige hensyn. Men hvor er sygdomme i denne debat?
I denne artikel undersøger vi dette spørgsmål. Vi præsenterer resultaterne af en medieanalyse af fire store danske avisers dækning af sygdomme i landbruget fra januar 2020 til december 2025. Inspireret af forskeren Carol Bacchis “What’s the Problem Represented to Be?” (WPR)‑tilgang søger vi i analysen at afdække antagelser, logikker og tavsheder i repræsentationen af sygdomsrisici i mediedækningen (7).
Bacchis tilgang tager udgangspunkt i den simple observation, at det at pege på en løsning også indebærer at definere det problem, som skal løses (og dermed også at definere, hvad problemet ikke er). Som et poststrukturalistisk værktøj med Foucauldiansk inspiration fokuserer WPR ikke på specifikke aktørers handlinger, men på hvordan begrebslige regimer produceres og reproduceres gennem diskurser og normer. Vi tilpassede WPR’s fire oprindelige spørgsmål til at undersøge: 1) hvad “problemet” repræsenteres som i populærmedier, 2) hvilke antagelser der ligger bag denne repræsentation, 3) hvilke tavsheder der findes, og 4) hvilke løsninger der foreslås inden for denne problemrepræsentation – alt sammen for at reflektere over de bredere implikationer.
Sammendrag
De intensive forhold i det industrielle animalske landbrug kan forværre sygdomsrisici. Danske dyrlæger er godt klar over den rolle, som animalsk landbrug kan spille i spredningen af sygdomme – men er den brede offentlighed og danske beslutningstagere det også? I lyset af den stigende opmærksomhed i Danmark på omstilling af landbruget undersøger vi mediedækningen med fokus på at forstå, hvordan sygdom er repræsenteret i debatter om omstilling af det animalske landbrug. Vi er interesserede i at forstå, hvordan sygdom indgår i disse debatter, som er præget af diskussioner om klimaforandringer, biodiversitet, lokale miljøpåvirkninger, dyrevelfærd og/eller erhvervsmæssige hensyn. Undersøgelsen omfatter fire store danske aviser i perioden januar 2020 til december 2025. Resultaterne viser, at sygdom er stort set fraværende i mediedækningen. Den dækning som trods alt findes, viser to hovedtendenser med forskellige politiske implikationer. Den første fremstiller sygdom som en trussel, der opstår uden for produktionssystemerne og som kan håndteres gennem teknisk-biosikkerhedsmæssige tiltag og dermed fremstår som et problem, der kan håndteres inden for rammerne af de eksisterende produktionssystemer. Den anden anerkender sygdom som en indlejret del af industriel produktion og opfordrer til politisk handling for at nedskalere produktionen. I betragtning af den generelt begrænsede opmærksomhed, der er rettet mod emnet, konkluderer vi dog, at medierne må gøre mere for at sikre, at sygdomme anerkendes som en central faktor i debatten om landbrugets fremtid, og at veterinæres perspektiver inddrages i mediernes dækning af disse spørgsmål.
Metoder
I tråd med andre lignende undersøgelser (8-9), valgte vi at fokusere på fire store landsdækkende danske aviser – Politiken, Jyllands-Posten, Berlingske og Information – medier med store og brede læserskarer, høj oplevet troværdighed (10) samt forskellige politiske orienteringer (11). Politiken og Information anses for at være politisk venstreorienterede; Jyllands-Posten og Berlingske er politisk højreorienterede (12).
Vi gennemgik nyhedsartikler udgivet mellem januar 2020 og december 2025. Denne periode omfattede COVID‑19‑pandemien. Vi antog, at sygdom i denne periode og umiddelbart efter ville blive diskuteret mere i relation til landbrug og grøn omstilling.
Vi søgte i den online danske mediedatabase Infomedia.dk med søgeord som »dyrelandbrug«, »sygdom« og »grøn omstilling«. Resultaterne blev manuelt sorteret ved at søge efter relevante ord. For at blive inkluderet i datasættet skulle en artikel nævne sygdom (eller et synonym: virus, zoonose, influenza, fugleinfluenza, svineinfluenza, svinepest) mindst én gang i konteksten af dyrelandbrug og den grønne omstilling. Søgningen gav kun 18 relevante artikler. Med Bacchis WPR‑spørgsmål for øje kodede vi derefter artiklerne for at identificere mønstre i, hvordan sygdom blev diskuteret.
Resultater og diskussion
En bekymrende tavshed
Det lille antal resultater (18) over fem års dækning var måske det mest markante fund, da det viser, at sygdom fylder meget lidt i den offentlige debat om omstillingen af landbruget. Desuden var de fleste artikler udgivet i 2020/21 – netop under COVID‑19‑pandemien. En søgning med identiske kriterier, men hvor »sygdom« blev erstattet af søgeord relateret til klimaændringer, gav 321 resultater. Fjernede man »grøn omstilling«, men beholdt »dyrelandbrug« og »sygdom«, gav søgningen 279 resultater. Disse markante forskelle antyder, at danske medier i højere grad adresserer spørgsmål som CO₂‑udledning end sygdom, og at sygdom oftere diskuteres uden for konteksten af den grønne omstilling.
Summary
The intensive conditions in industrial animal agriculture can exacerbate disease risks. Danish veterinarians are well aware of the role that animal agriculture can play in the spread of diseases – but are the general public and Danish decision makers also aware of this? In light of the increasing attention in Denmark on the transformation of agriculture, we examine media coverage with a focus on understanding whether and how disease is represented in these debates, which are typically characterized by discussions about climate change, biodiversity, local environmental impacts, animal welfare and/or industry concerns. The study includes four major Danish newspapers over the period January 2020 to December 2025. The results show that disease is largely absent in the media coverage on animal agricultural transition. The coverage that does exist nevertheless shows two main trends with different political implications. The first portrays disease as a threat that arises outside production systems and that can be managed through technical biosecurity measures, thus appearing as a problem that can be addressed within the framework of the existing production system. The second recognizes disease as an embedded part of industrial production and calls for political action to scale down production. Still, in light of the minimal attention overall, we conclude that the media must better ensure that disease is included as an important element in the debate about the future of agriculture, and that veterinary perspectives are brought to bear in their coverage on these issues.
For at forklare dette fravær af sygdom i diskussionerne om den grønne omstilling af det animalske landbrug trækker vi på geograferne Leach et al. (13). De peger på, at sygdomme ofte optræder i, hvad de kalder »udbrudsnarrativer«, hvor de fremstilles som midlertidige forstyrrelser – betydningsfulde, men håndterbare gennem overvågning, beredskabsplaner og hurtig respons. De peger på, at disse narrativer tenderer til at skygge for mere komplekse fortællinger, som afdækker, hvorfor sygdomme opstår og spredes. Forstået på denne måde opfattes sygdom som uden for den grønne omstillings domæne, i modsætning til fx klimaændringer, der ses som et langsigtet problem, som kræver systemiske forandringer.
Troen på videnskabens evne til at kontrollere sygdom bevirker, at landbrugets rolle i at sprede sygdomme får mindre opmærksomhed i teknologisk avancerede lande som Danmark.
– Tilføj citatkilde
Tilsvarende kan tilliden til biosikkerhed gøre sygdom mindre synlig i diskussioner om landbrugets omstilling. Troen på videnskabens evne til at kontrollere sygdom bevirker, at landbrugets rolle i at sprede sygdomme får mindre opmærksomhed i teknologisk avancerede lande som Danmark (14). I stedet fremstilles landbrug i det globale syd ofte som problemet (5,15). Vestlige aviser har fx ofte bebrejdet Kina for fremkomsten og spredningen af COVID‑19 og præsenteret landet som et mindre civiliseret, endda moralsk mangelfuldt modstykke til det videnskabeligt oplyste Vesten (16). Selvfølgelig giver en vis kritik af Kina mening, givet landets lange historie med sygdomsudbrud og intensive landbrugssektor (17), men dette bør ikke fritage europæisk – herunder dansk – landbrug fra tilsvarende granskning.
I krydsfeltet mellem sygdom og den grønne omstilling: to tematiske rammer
I dette afsnit præsenterer vi analysen af de 18 artikler, der inddrog sygdom i kontekst af den grønne omstilling af landbruget, med udgangspunkt i Bacchis (2012) analytiske tilgang til problemrepræsentationer samt de underliggende antagelser, tavsheder og løsninger. Resultaterne afslørede to overordnede typer af fortællinger om sygdom som problem:
- sygdom som en ekstern trussel, der skal håndteres gennem teknologi og biosikkerhedstiltag;
- sygdom som en indlejret del af industriel landbrugsproduktion.
Fortælling 1: Sygdom som en ekstern trussel, der kan håndteres gennem teknologiske og biosikkerhedsmæssige foranstaltninger
Denne fortælling forekom i to artikler (fra højreorienterede aviser) som alle problematiserer sygdom primært i økonomiske termer. Én artikel udtrykker bekymring for international konkurrence på svinemarkedet (18). Den anden afviser bekymringer om sygdomsrisici forbundet med industriel dyreproduktion i Danmark (19). I begge diskuteres den grønne omstilling i relation til de negative påvirkninger på danske svineproducenters konkurrenceevne. Selvom sygdom udgør et stort problem for produktionen, synes dens effekter begrænset til erhvervet, og sygdom forstås som et udefrakommende fænomen. Problemet, som det repræsenteres i denne fortælling, overser den rolle, som industriel dyreproduktion spiller i at opretholde sygdomstrusler (sammen med de miljøskader, der er forbundet med industriel produktion, såsom forurening) og antyder, at problemerne kan løses gennem teknologiske løsninger.
Fortælling 2: Sygdom som en integreret del af det industrielle landbrug
Den mest dominerende fortælling (fundet i 16 artikler) anerkender, at industriel dyreproduktion i sig selv bidrager til risikoen for infektionssygdomme. Ni af disse artikler blev bragt i venstreorienterede aviser. Her fremstår sygdom enten som et hovedproblem for landbruget eller som et problem, der optræder sammen med andre (sammenkoblet) udfordringer såsom dårlig dyrevelfærd, CO₂‑udledning, forurening og forringelse af natur og biodiversitet.
Specifikt antyder denne fortælling, at sygdomsrisici primært stammer fra intensive produktionsmetoder, især med henvisning til husdyrtæthed (fx 20-28). Denne fortælling antyder, at sygdomme også er indlejret i det animalske landbrug og ikke en udefrakommende forurening (fx 29-34). Desuden anerkendes det store antal dyr som et centralt problem. Nogle artikler opfordrer eksplicit til drastisk reduktion af dyreproduktionen (fx 35).
Fokusset i de fleste af disse tekster på produktionens intensitet og tæthed i besætninger overser de bredere økologiske, økonomiske, sociale og politiske dynamikker, der er indlejret i sygdomsudvikling (13,36-37). Fx vil et mindre intensivt animalsk landbrug, som fortsat skal konkurrere primært på prisen på globale markeder, næppe kunne undgå fortsat at avle primært efter produktion, fremfor efter mere sygdomsresiliens.
Potentielle pandemier præsenteres også som et primært nationalt problem, hvilket retter fokus væk fra det faktum, at mindre velstående lande eller lokalsamfund med eksisterende sårbarheder rammes hårdere (COVID‑19‑pandemien er et tydeligt eksempel (38)). En nyhedsartikel har naturligvis begrænset plads til kompleksitet, men problemrepræsentationen udelader ikke desto mindre mere nuancerede forståelser af sygdom, som har væsentlige konsekvenser for, hvordan sygdom og sygdomseffekter bør håndteres.
Afsluttende bemærkninger
I denne artikel har vi præsenteret resultaterne af en undersøgelse af fire store danske avisers dækning af sygdom i det animalske landbrug i konteksten af den grønne omstilling. Det mest markante fund er, at sygdom ikke fylder meget i den offentlige debat og næsten forsvinder i perioden efter COVID‑19.
WPR‑tilgangen hjalp os med at identificere to overordnede fortællinger i den begrænsede mediedækning. Den første fremstillede sygdom som en ekstern trussel og et teknisk problem, der medfører økonomiske tab for erhvervet. Denne repræsentation antager en klar grænse mellem sundt og usundt liv, hvor patogener invaderer gården udefra, og hvor biosikkerhed forbliver løsningen – alt sammen inden for rammen af business‑as‑usual i dansk landbrug (15). Denne indramning overser dog de langsigtede belastninger og underliggende drivkræfter for sygdoms opståen, især de intense forhold i industrialiseret dyreproduktion.
Den anden indramning var kritisk over for industriel dyreproduktion i Danmark og anerkendte, hvordan intensiv produktion bidrager til sygdomsrisici. Løsningerne omfattede at reducere antallet af husdyr i Danmark. Selvom denne tilgang så sygdom som et strukturelt problem, tilbød den stadig en noget forenklet, deterministisk forståelse, hvor intensitet og tæthed i produktionen er den dominerende forklaringsmodel, og hvor det nationale perspektiv ikke indfangede de internationale perspektiver og konsekvenser af sygdom.
De nylige politiske aftaler om at fremme »grønnere« dansk landbrug, herunder dyresektorerne – Aftale om et grønt Danmark og den nyere, landbrugsspecifikke Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug – begge undlader at nævne sygdom.
– Tilføj citatkilde
Heldigvis kan det generelle politiske fokus på klima i landbruget stadig – om end utilsigtet – afhjælpe nogle af de faktorer, som fører til sygdomsudbrud i landbruget. Den nyligt indgåede Aftale om et grønt Danmark indeholder fx initiativer til at fremme plantebaseret kost, hvilket kan reducere den hjemlige produktion (39). Dette års såkaldte »grisevalg«, hvor lokale miljøpåvirkninger og dyrevelfærd var centrale temaer, satte bestemt et kritisk fokus på dyretætheder i landet. Men vi bemærker også, at de nylige politiske aftaler om at fremme »grønnere« dansk landbrug, herunder dyresektorerne – Aftale om et grønt Danmark og den nyere, landbrugsspecifikke Aftale om grøn omstilling af dansk landbrug – begge undlader at nævne sygdom (39-40).
Baseret på vores resultater og informeret af den voksende samfundsvidenskabelige, virologiske og epidemiologiske forskning i krydsfeltet mellem dyrelandbrug og infektionssygdomme, er vores vurdering, at selvom den nuværende grønne omstilling af dyreproduktionen kan afhjælpe nogle presserende problemer, vil en mere målrettet politisk indsats bedre kunne adressere de komplekse sammenfiltringer mellem sygdom, klimaforandringer og menneskers og ikke‑menneskers sundhed og trivsel.
En sådan politisk opmærksomhed kræver en mere omfattende offentlig debat, der ikke kun vedrører symptomer og konsekvenser generelt (selvom disse er vigtige), men også de ulige virkninger af sygdomme og desuden de grundlæggende årsager bag sygdommes fremkomst og spredning. Her kan veterinære perspektiver og sygdomsfaglig viden spille en afgørende rolle og bør derfor være klart repræsenteret i den offentlige debat og mediedækningen af sammenhængene mellem husdyrproduktion, dyrs sundhed og den bredere globale sundhed.
Referencer
- IPBES and others, Workshop Report on Biodiversity and Pandemics of the Intergovernmental Platform on Biodiversity and Ecosystem Services (IPBES), version 1.4 (2020), doi:10.5281/ZENODO.4147317.
- Florian Krammer, Enikö Hermann, and Angela L. Rasmussen, ‘Highly Pathogenic Avian Influenza H5N1: History, Current Situation, and Outlook’, Journal of Virology, 99.4 (2025), pp. e02209-24, doi:10.1128/jvi.02209-24.
- Pablo I. Plaza and others, ‘Recent Changes in Patterns of Mammal Infection with Highly Pathogenic Avian Influenza A(H5N1) Virus Worldwide’, Emerging Infectious Diseases, 30.3 (2024), doi:10.3201/eid3003.231098.
- Bryony A. Jones and others, ‘Zoonosis Emergence Linked to Agricultural Intensification and Environmental Change’, Proceedings of the National Academy of Sciences, 110.21 (2013), pp. 8399–404, doi:10.1073/pnas.1208059110;
- Robert G. Wallace, Big Farms Make Big Flu: Dispatches on Infectious Disease, Agribusiness, and the Nature of Science (Monthly Review Press, 2016).
- Catherine Happer and Greg Philo, ‘The Role of the Media in the Construction of Public Belief and Social Change’, Journal of Social and Political Psychology, 1.1 (2013), pp. 321–36, doi:10.5964/jspp.v1i1.96.
- Carol Bacchi, 2 Introducing the ‘What’s the Problem Represented to Be?’ Approach, Engaging with Carol Bacchi Strategic Interventions and Exchanges. Cambridge University Press (2012).
- Silje Kristiansen, James Painter, and Meghan Shea, ‘Animal Agriculture and Climate Change in the US and UK Elite Media: Volume, Responsibilities, Causes and Solutions’, Environmental Communication, 15.2 (2021), pp. 153–72, doi:10.1080/17524032.2020.1805344;
- Carol Morris, Richard Helliwell, and Sujatha Raman, ‘Framing the Agricultural Use of Antibiotics and Antimicrobial Resistance in UK National Newspapers and the Farming Press’, Journal of Rural Studies, 45 (2016), pp. 43–53, doi:10.1016/j.jrurstud.2016.03.003.
- Kim Schrøder, Mark Blach-Ørsten, and Mads Kæmsgaard Eberholst, Danskernes brug af nyhedsmedier 2022 (Center for Nyhedsforskning, Roskilde Universitet, 2022), doi:10.5281/ZENODO.7040876.
- Kantar Media, Index Danmark/Gallup 2. halvår 2022- 1. halvår 2023 Offentliggjort 15. september 2023 (Dagbladenes officielle Index Danmark, 2023) <https://webtest.kantargallup.dk/storage/reports/September2023/58G32nIc1T2B85rcyoMG.pdf.
- Stig Hjarvard, ‘Den Politiske Presse – En Analyse Af Danske Avisers Politiske Orientering’, Journalistica – Tidsskrift for Forskning i Journalistik, no. 5 (2007), doi:10.7146/journalistica.v2i5.1808.
- Melissa Leach, Ian Scoones, and Andrew Stirling, ‘Governing Epidemics in an Age of Complexity: Narratives, Politics and Pathways to Sustainability’, Global Environmental Change, 20.3 (2010), pp. 369–77, doi:10.1016/j.gloenvcha.2009.11.008.
- Ada Eldevik-Stjernqvist and others, ‘Dirty Lives, Wild Birds, Clean Places, and Exceptional Health: A Critical Discourse Analysis of Danish and Norwegian News Coverage of Avian Influenza Risk’, Health, Risk & Society, 26.7–8 (2024), pp. 350–67, doi:10.1080/13698575.2024.2412102.
- Stephen Hinchliffe, ‘The Insecurity of Biosecurity Remaking Emerging Infectious Diseases’, in Biosecurity The Socio-Politics of Invasive Species and Infectious Diseases (Routledge, 2013);
- Monika Pietrzak-Franger, Alina Lange, and Rebecca Söregi, ‘Narrating the Pandemic: COVID-19, China and Blame Allocation Strategies in Western European Popular Press’, European Journal of Cultural Studies, 25.5 (2022), pp. 1286–306, doi:10.1177/13675494221077291.
- Robert G. Wallace, ‘Breeding Influenza: The Political Virology of Offshore Farming’, Antipode, 41.5 (2009), pp. 916–51, doi:10.1111/j.1467-8330.2009.00702.x.
- Lauritzen, K. 2021. Gælden rasler ned: Nu høster landbruget frugten af finanskrisens dyrtkøbte erfaringer. Jyllands-Posten. Retrieved on January 17 2024 from: https://jyllandsposten. dk/erhverv/ECE12682307/gaelden-rasler-ned-nu-hoester-landbruget-frugten-affinanskrisens-dyrtkoebte-erfaringer/.
- Nør-Pedersen, F. 2021. Husdyrproduktion og pandemi hænger ikke sammen. Jyllands-Posten. Retrieved on February 27 2024 from: https://jyllandsposten.dk/debat/breve/ECE12783346/husdyrprodukJon-og-pandemier-haenger-ikkesammen/.
- Holm, A. 2025. Debat: Velkommen til ko- og svineplaneten, hvor vilde dyr er ved at forsvinde. Politiken. Retrieved 23 December 2025 from: https://apps-infomedia-dk.ep.fjernadgang.kb.dk/mediearkiv/link?articles=ea93e38.
- Jacobsen, J.B. 2023. Trods risiko for dyresygdomme udelukkes danske husdyrforskere nu fra at søge EU-midler. July 18. Information. Retrieved August 30 2024 from: https://www.information.dk/indland/2023/07/trods-risiko-dyresygdomme-udelukkes-danske-husdyrforskere-soege-eu-midler?kupon=eyJpYXQiOjE2ODk3NDc0MzgsInN1YiI6IjQ2ODg2NDo3OTc0NDQifQ.iOFewqGjUzdhp-CsnaLi1A
- Hansen, Z. 2021b. Kronik: Vi vil have billig flæsk – koste, hvad det vil. Jyllands-Posten. Retrieved on January 18 2024 from: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE12683394/vi-vil-have-billig-flaeskkoste-hvad-det-vil/
- Hansen, K. 2021c. Danmark er blevet en gigantisk svinesti for det umættelige madmarked i Kina. Det er ødelæggende for miljøet og opskriften på en ny pandemi. March 18. Politiken. https://politiken.dk/debat/kroniken/art8131570/Danmark-er-blevet-engigantisk-svinesJ-for-det-um%C3%A6Qelige-madmarked-i-Kina.-Det-er-%C3%B8del%C3%A6ggende-for-milj%C3%B8et-og-opskriDen-p%C3%A5-en-ny-pandemi.
- Hansen, Z. 2021d. Kronik: Vi vil have billig flæsk – koste, hvad det vil. January 18. Jyllands-Posten. https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE12683394/vi-vil-have-billig-flaeskkoste-hvad-det-vil/
- Dragsdahl, R.C. 2020a. Coronakrise: Farvel til kødproduktionen – vi har ikke råd til andet. Retrieved on March 27 2024 from: https://www.berlingske.dk/kommentarer/coronakrise-farvel-til-koedproduktionen-vi-har-ikke-raad-til-andet.
- Dragsdahl, R.C. 2020b. Vores umattelige lyst til kod risikerer at fremme flere epidemier. Jyllands-Posten. Retrieved on March 27 2024 from: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE12046430/vores-umaettelige-lyst-til-koed-risikerer-at-fremme-flere-epidemier/
- Elkjær, B., & Gjerding, S. 2020. Forskere frygter, at influenzavirus i svin kan udløse ny pandemi hos mennesker. October 25. Information. Retrieved on January 18 2024 from: https https://www.information.dk/indland/2020/10/forskere-frygter-influenzavirus-svin-kanudloese-ny-pandemi-mennesker
- Hansen, Z.V. 2020. Gyllestank og store svinefarme ødelægger livet for os på landet. April 24. Information. Retrieved 29 January 2025 from: https://www.information.dk/debat/2020/04/gyllestank-store-svinefarme-oedelaegger-livet-paa-landet
- Davidsen, O.K. 2025. Urørte arealer eller industrielt landbrug – der er en tredje mulighed. Jyllands Posten. Retrieved on 23 December 2025 on: https://jyllands-posten.dk/debat/kronik/ECE17753330/uroerte-arealer-eller-industrielt-landbrug-der-er-en-tredje-mulighed/.
- Nielsen, J.S. 2023. Efter et langt dyrlægeliv: Det gør ondt at se, hvad der sker med dyrene og naturen. Retrieved on June 28 2024 from: https://www.information.dk/indland/2023/09/langt-dyrlaegeliv-goer-ondt-se-sker-dyrene-naturen?kupon=eyJpYXQiOjE2OTQzNzY1NzYsInN1YiI6IjE1Mjg0NTo4MDExOTUifQ.T4gyRcW0q2ei80fkeKi6ng
- Dalgaard, J.T. 2021. Under lanceringen af landbrugsaftalen kom finansministeren med en ret indlysende løgn. Retrieved August 30 2024 from: https://www.berlingske.dk/kommentatorer/under-lanceringen-af-landbrugsaftalen-kom-finansministeren-med-en-ret-indlysende-loegn
- Dragsdahl, R.C. 2021. Vi bør ikke give taletid til dem, der hævder, vi kan fortsætte vores enorme kødforbrug. Retrieved on March 27 2024 from: https://www.information.dk/debat/2021/10/boer-give-taletid-haevder-kan-fortsaette-vores-enorme-koedforbrug.
- Metz, G. 2021. Når end ikke et parti som Socialdemokratiet fastholder grundlæggende humanistiske ideer, hvad gør vi så? Retrieved on March 27 2024 from: https://www.informaJon.dk/debat/2021/05/georg-metz-naar-parJ-socialdemokraJetfastholder-grundlaeggende-humanisiske-ideer-goer-saa
- Gulløv, A.M. 2020. Opkøb minkfarmene med en statsfond og brug jorden Jl regenerativt landbrug. November 4. Information. Retrieved on January 18 2024 from: https://www.informaJon.dk/debat/2020/11/opkoeb-minkfarmene-statsfond-brugjorden-regenerativt-landbrug
- Scavenius, T. 2021. Stop kødindustrien i Danmark: »Det lyder måske ekstremt, men det er faktisk det modsatte« Berlinske. Retrieved on January 28 2026 from: https://www.berlingske.dk/kronikker/stop-koedindustrien-i-danmark-det-lyder-maaske-ekstremt-men-det-er-faktisk-det-modsatte
- Mariel Aguilar‐Støen and others, ‘Dangerous Liaisons: Unveiling the Co‐Constitution of Emerging Infectious Diseases and Industrial Meat Production’, Antipode, 7 April 2025, p. anti.70021, doi:10.1111/anti.70021.
- Stephen Hinchliffe and others, ‘Understanding the Roles of Economy and Society in the Relative Risks of Zoonosis Emergence from Livestock’, Royal Society Open Science, 11.7 (2024), p. 231709, doi:10.1098/rsos.231709.
- Melissa Leach and others, ‘Post-Pandemic Transformations: How and Why COVID-19 Requires Us to Rethink Development’, World Development, 138 (2021), p. 105233, doi:10.1016/j.worlddev.2020.105233.
- Regeringen, Aftale Om Grøn Omstilling Af Dansk Landbrug, 2021. <file:///C:/Users/lcn362/Downloads/aftale-om-groen-omstilling-af-dansk-landbrug%20(1).pdf>.
- Regeringen, Aftale Om Grøn Omstilling Af Dansk Landbrug; Regeringen, Aftale Om et Grønt Danmark, 2024. <https://regeringen.dk/aktuelt/publikationer-og-aftaletekster/aftale-om-et-groent-danmark/>.
Emner:
Læs mere
Skandinavisk hæder sætter fokus på arbejdet med forsøgsdyr på Stordyrshospitalet
Skandinavisk hæder sætter fokus på arbejdet med forsøgsdyr på Stordyrshospitalet På Universitetshospitalet for Store Husdyr i Tåstrup er dyrevelfærd blevet en integreret del af undervisning…
Tester
Vis tester Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Etiam gravida odio quam, ac molestie velit scelerisque non. Donec vel commodo nisl. Tilføj beskrivelse
Når grænsen flytter sig
Staldblindhed opstår ikke nødvendigvis, fordi dyrlægen mangler viden eller empati. Den kan vokse frem, når gentagelser, relationer og produktionsvilkår gradvist flytter grænsen for det acceptable. Ved et debatmøde arrangeret af den nystiftede forening Veterinærer for Fremtidens Landbrug blev både begrebet og dyrlægens ansvar sat til diskussion.