Kandidatspecialet
Alvorlig klinisk mastitis hos malkekøer i Danmark
Baggrund og formål
Mastitis er den hyppigste årsag til anvendelse af antibiotika hos malkekøer i Danmark. Særligt alvorlig klinisk mastitis, hvor koen er alment påvirket, er associeret med død og risiko for udsætning. Der findes forskellige tilgange til behandling, men videnskabelig evidens for de mest effektive behandlingsmuligheder mangler.
I daglig tale kaldes alvorlig klinisk mastitis »coli-mastitis«, da sygdommen ofte forbindes med gramnegative infektioner.
Formålet med dette speciale var at beskrive, hvilke behandlinger der anvendes af dyrlæger og landmænd, samt at undersøge behandlingens effekt på koens 30-dages overlevelse.
Metode
Undersøgelsen inkluderede tilfælde af alvorlig klinisk mastitis tilset af en praktiserende dyrlæge. Alvorlig klinisk mastitis defineredes som forandringer i mælken eller inflammation i én eller flere kirtler samt systemisk påvirkning (fx pyrexi). Data blev indsamlet via dyrlægernes udtagning af mælkeprøver, registrering af kliniske tegn og behandling, opfølgende samtale med landmanden samt data fra Kvægdatabasen.
Specialet er skrevet af
Helle Kjærgaard Lindum og Malene Tærsbøl Jepsen
Hovedvejler Lektor Line Svennesen, medvejledere Svenja Woudstra, Kirstin
Dahl-Pedersen og Mette Bisgaard Petersen
Specialet kan rekvireres ved henvendelse til Line Svennesen på
mail: line.svennesen@sund.ku.dk

De mange forskellige mælkeprøver, der blev indsamlet.
Resultater og betydning i praksis
De 50 inkluderede køer stammede fra 35 konventionelle og 15 økologiske besætninger. På baggrund af de kliniske registreringer blev køerne inddelt i mildt (30 %) eller svært (70 %) alment påvirket. Totalt overlevede 68 % af de inkluderede køer til min. 30 dage efter behandling. Der var ikke signifikant forskel på overlevelsen mellem de mildt påvirkede køer (73 % overlevede) og de svært påvirkede køer (66 % overlevede).
Der blev anvendt mange forskellige behandlingsstrategier. Den hyppigste kombination af præparater var NSAID, antibiotika, Vitamin B12+butafosfan, calcium og anden smertebehandling.
Den multivariable analyse viste, at anvendelse af NSAID og antibiotika i efterbehandlingen var forbundet med højere odds for overlevelse (OR hhv. 8,23 og 8,24). Indgivelse af NaCl var forbundet med lavere odds for overlevelse (OR 0,058), formentlig fordi køer, der fik væskebehandling, var mere syge.
Vi dyrkede E. coli fra 62,5 % af mælkeprøverne, K. pneumonia fra 15 %, NAS fra 10 %, S. aureus fra 7,5 %, S. uberis fra 5 % og T. pyogenes fra 2,5 %.
Resultaterne bekræfter fund fra andre studier: At grampositive bakterier skal medtænkes som årsag til alvorlig klinisk mastitis. Desuden tyder undersøgelsen på, at behandling med NSAID og antibiotika øger odds for overlevelse af den enkelte ko.
Perspektivering
Effektvurdering af flere behandlingsstrategier kræver en større undersøgelse. Denne er netop påbegyndt i et EU-projekt.
Diagnostisk værdi af skrå projektion ved røntgenundersøgelse af hestens halsregion
Baggrund og formål
Røntgen anvendes rutinemæssigt til at diagnosticere lidelser i halsregionen hos hest. Her indgår laterale projektioner samt eventuelt skråprojektioner.
Formålet med projektet var at undersøge, om den skrå røntgenprojektion havde nytteværdi ved screeningsundersøgelser (fx handelsrøntgen), eller om den blot burde benyttes, når der var klinisk indikation, og i sidstnævnte tilfælde, ved hvilke kliniske indikationer skråprojektioner burde benyttes.
Metode
204 røntgenserier fra databasen på Universitetshospitalet for Store Husdyr, KU, blev systematisk gennemgået for røntgenforandringer. Hver røntgenserie blev vurderet to gange i randomiseret rækkefølge: Vurdering af laterale projektioner alene og vurderinger af den fulde røntgenserie (laterale og skrå projektioner). For hver serie blev fund registreret, blændet og uden kendskab til hestens
anamnese eller kliniske billede. Efterfølgende blev de to seriers røntgenfund sammenlignet.
Specialet er skrevet af
Laura Frederikke Drost og Nikolie Marie Krogstrup Rødbro
Vejledere: Stine Jacobsen, Stine Østergaard og Ditte Adler
Kontakt for rekvirering af speciale: STJ@sund.ku.dk

Halsrøntgen med svære facetledsforandringer.
Resultater og betydning i klinisk praksis
Studiet viste, at skråprojektionen var nyttig ved mistanke om frakturer og knoglefragmenter, hvor den trods få cases afslørede forandringer, der ikke kunne identificeres på lateral røntgen. Desuden fandtes, at knogleproliferationer i forbindelse med facetledforandringer i højere grad kunne visualiseres under skrå projektioner. Modsat kunne de mere hyppige forandringer, dvs. facetledsforstørrelse, forsnævring af det intervertebrale foramen og subluksation af de cervicale vertebra i de fleste tilfælde diagnosticeres på baggrund af lateral røntgen alene.
På baggrund af dette studie anbefales skråprojektion som tillægsprojektion, når der er klinisk indikation, fx ved klinisk mistanke om frakturer og fragmenter. Til screening vil en lateral projektion i mange tilfælde diagnosticere de hyppigst forekommende røntgenforandringer, så her er det ikke nødvendigt som standard at inkludere skråprojektioner. Studiets fund vil bidrage til at guide dyrlæger til at vælge røntgenprotokol med forbedret strålehygiejne, reduceret tidsforbruget for personalet og økonomisk fordel for hesteejeren til følge.
Studiets væsentligste begrænsning er, at det er udført af dyrlægestuderende, der trods god forberedelse havde en begrænset erfaring indenfor vurdering af røntgenoptagelser. Det er ambitionen, at resultaterne skal publiceres, og forud for dette vil en diplomat i billeddiagnostik foretage vurdering af de 204 røntgenserier.
Emner:
Læs mere
Skandinavisk hæder sætter fokus på arbejdet med forsøgsdyr på Stordyrshospitalet
Skandinavisk hæder sætter fokus på arbejdet med forsøgsdyr på Stordyrshospitalet På Universitetshospitalet for Store Husdyr i Tåstrup er dyrevelfærd blevet en integreret del af undervisning…
Tester
Vis tester Lorem ipsum dolor sit amet, consectetur adipiscing elit. Etiam gravida odio quam, ac molestie velit scelerisque non. Donec vel commodo nisl. Tilføj beskrivelse
Når grænsen flytter sig
Staldblindhed opstår ikke nødvendigvis, fordi dyrlægen mangler viden eller empati. Den kan vokse frem, når gentagelser, relationer og produktionsvilkår gradvist flytter grænsen for det acceptable. Ved et debatmøde arrangeret af den nystiftede forening Veterinærer for Fremtidens Landbrug blev både begrebet og dyrlægens ansvar sat til diskussion.